FaceUP | Blog: ’Du kan ikke få en regnbue, uden regn.’

Verjtrækningsproblemer. Opkast. Hovedpine. Ømhed i hele kroppen.
Det sådan mit liv forgår lige nu. Det sådan jeg har det dag ud, dag ind. Det forfærdeligt. Jeg kan ikke lave andet end og ligge i sengen.. Rejser jeg mig op og går rundt, føles det som om jeg har løbet et marathon. Min verjtrækning bliver så slem, det lyder som om jeg har røget i 50 år.
Men der er intet og gøre. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, det føles som om jeg ligger og venter på døden. Der er ingen der kan finde ud af hvad der er galt, ud over jeg har en hjernrystelse. Men burde den vare ved? I flere uger?
Mit liv som det er lige nu, er for at sige det mildt, forfærdeligt. Jeg ligger og venter på noget skal ske, jeg ligger og venter på Gud kommer og tager mig til sit rige, for jeg kan ikke holde det ud. Jeg føler mig fortabt og alene, for min kæreste forstår intet af hvordan jeg har det.
Som han sagde til mig i dag: "Jeg savner min glade kæreste, hvor er hun?" Og det eneste jeg kunne gøre var og stirre tomt ud i luften og bare stirre. Jeg kan ik rører en muskel, det gør for ondt.
Om dagen har jeg lidt flere kræfter, men om aftnen? Jeg er helt smadret og fortabt. Jeg føler det er nu. I en alder af 19 år, føler jeg tiden er inde til at Gud skal tage mig med hjem. Det er da ikke normalt?
Jeg føler mig så ensom. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv mere. Jeg kan intet stille op. Dagen går på og sove, spise, se lidt tv og gå rundt i stuen for og holde mig igang, men ellers er det bare og ligge stille inde i sengen, for alt bevægelse gør ondt.
Er det ikke for tidligt og be til Gud om at han skal tage mig med hjem?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere..