FaceUP Logo

at være i ubalance

Udgivet 09/02 kl. 20:55

Det ved at være lang tid siden jeg har blogget. Jeg fik ikke engang skrevet et året der gik indlæg. Året sluttede så dårligt så jeg aldrig fandt overskuddet til det og derfor sidder jeg nok her nu. Min fremtid hviler i andres hænder og føler lidt jeg skal tage valg nu for at finde ud af hvad der skal ske. USA er målet, og håndbolden skal sætte dagsordenen. Min kammerat har lige fået job på Færøerne som talentudviklings ansvarlig og træner. Et job jeg med min uddannelse ville kunne varetage uden problemer. En anelse jalousi hviler i mig, og specielt fordi der lige er slået en ny stilling op omkring det samme i en anden klub.

Jeg ville egentligt gerne søge den, men Jeg har lagt mine tanker på USA. Jeg afventer om der findes et job indenfor sportspsykologien i USA, hvor jeg så træner håndboldhold ved siden af. Alle æg ligger derovre lige nu. Det er min bucket liste at bo i USA på et tidspunkt af mit liv. Jeg har chancen nu fordi jeg ikke er bundet af noget.

Men Færøerne lyder meget spændene fordi jeg reelt set vil lave det som jeg er uddannet til, og så på fuldtid. Malta er gledet ned på tredje prioriteten for en tid. Jeg er ikke god til at vente, jeg er ikke god til når noget står i uvished og ikke har bare en anelse af struktur.

Det vist også første gang i 8 år, hvor jeg ikke har styr på fremtiden.

Det måske det der gør jeg prøver at trække mig lidt mere fra fællesskabet end jeg plejer, det måske fordi jeg ikke helt er kommet mig over min december. Den var hård og jeg ser det hele i øjnene hver dag. Hver gang jeg går over i spisesalen, så støder jeg ind i folk. Hver gang jeg er i hallen.

Der ingen tvivl om jeg begraver mig i træningsplanlægning, mental træning af andre og det faktum jeg tager mig af fleres problemer end nogensinde. Jeg er bange for jeg falder tilbage til en tid hvor jeg glemte mig selv, jeg er bange for dengang jeg havde det sådan her sidst.

Jeg prøver at kontrollere, men har sat mig i en position hvor folk søger min hjælp. Jeg kan ikke helt lukke af, fordi jeg jo går på højskole. Min dør er et minuts gang væk fra alle de mennesker der bruger mig. Min dør er ikke lukket og jeg er aldrig alene. Det er højskolelivet, men jeg er træt….

 

Mange mennesker omkring mig mærker den her måneds træthed, som altid kommer når folk har været her i en periode. Mennesker omkring mig der prøver at finde deres balance, mig der prøver at finde min. Jeg taler ofte om at være i ubalance og når jeg er det, passer jeg ekstra på. Problemet med ubalancen er den også skaber ubalance i tankerne omkring hvornår jeg skal passe mere på og hvornår jeg kan lade tingene stå. Det en blanding af sidste års afsluttende tanker og begyndelsen på fremtidstankerne i USA, der på et plan hæmmer mig, men også holder mig i live.

Jeg er her, der og alle vegne og alligevel er jeg alene med mig selv og mine tanker. Tanker der gør mig træt om dagen og holder mig oppe om natten. Kender du det?

Hver nat jeg falder i søvn på en god tanke, så er jeg glad dagen efter, men dette kan ændres ved den mindste mangel på struktur den pågældende dag. Dette kan give ubalance ved et enkelt spørgsmål, hvor jeg skal forholde mig til noget i fremtiden.

Min mor spurgte mig i dag hvad jeg skulle på min fødselsdag og hele dagen blev sat i ubalance. Hvorfor? Fordi jeg kunne ikke forholde mig til, om jeg skulle tage hjem eller blive her på skolen den weekend. Det skabte ubalance i dagen og da jeg skulle spille volley, fik jeg indsigt i noget nyt.

Jeg er meget åben for at spille for sjov og bare være med i alt sport, men i dag fandt jeg nok frem til at hvis jeg spiller med mennesker der ikke kan ramme bolden eller sætte spillet op med de tre slag, så kommer jeg hurtigt i ubalance og gider ikke spille. Altså jeg er glad for jeg fandt ud af det nu, fordi næste uge har vi team udviklingsuge, hvor volley står på programmet. Det en selvindsigt der bliver så vigtig at have med, fordi det kan gå hen og blive en ekstrem udfordrende uge, hvor jeg kommer til at leve i enten balance eller ubalance.

En hel uge i ubalance kan gå hen og blive for meget for mig.  Specielt fordi jeg har overvejet at trække stikket for en uge og tage væk. Måske jeg skulle have gjort det før? Jeg plejer at guide andre til at trække stikket og kunne spotte når folk har brug for det, måske jeg glemte mig selv et kort øjeblik?

Jeg satte mig selv i en position før jul der gjorde jeg ikke kunne gøre hvad jeg elskede og det nok det savn der gør jeg finder mig selv on and off i ubalance. Det måske fordi dette ophold og den situation jeg er i, har givet mig alt for meget fritid og alt for meget tid til ovetænkning. Jeg er konstant i alarmberedskab og det skræmmer mig, hvad det kan gøre. PÅ tre uger tog jeg 6 kilo på. MIG, mig der aldrig tager på. Jeg ved det var stress kilo og jeg ved de nok skal ryge igen, men jeg stresser jo også over hvordan jeg ser ud pludselig. MIG, mig der altid har været total tilfreds med udseende og krop.

Jeg er simpelthen havnet i en ubalance i forhold til mit eget selvbillede. Troen på mig selv er i ubalance. Gjorde jeg reelt set noget forkert? Situationer hvor jeg normalt har det godt, står i spørgsmålstegn. Hvad sker der lige? Hvor er jeg? Og hvorfor er jeg her?

Det store spørgsmål der stilles og jeg tror det bunder i at min fremtid er uvis og den situation jeg nu står i. Hvad skal jeg egentligt efter sommerferien? Bor jeg i USA? Skal jeg være arbejdsløs og bo ved mine forældre? Bor jeg i et andet land? Malta? Færøerne? Hvor står jeg? Hvordan står jeg? Og vil hele min situation forfølge mig resten af livet? Skal jeg se mig over skulderen hele tiden og nogle år frem?

Jeg tjekker som regel ind ved folk, og en dag jeg tjekkede ind ved en der lige havde oplevet et dødsfald, gav han mig en linje som gav rigtig meget mening. Det bedste sted at være når man har det skidt, det er her. Det gav så meget mening, og specielt fordi jeg ser det omkring mig. Der var så en pige der sagde at det var rigtig men det handlede også om de mennesker man havde brug for var her.

Dertil kom en rigtig kedelig tanke i mit hoved. Når tingene virkelig brænder på eller tingene er meget svære på en dag som i dag, hvor alle tilsyneladende skal i byen, er det så det bedste sted for mig at være? Jeg smider jo altid tingene jeg har i hænderne og hjælper folk. Hvis jeg bad om hjælp i dag, ville folk gøre det samme som for mig? Jeg begynder at tvivle en smule fordi jeg reelt set tror folk gerne vil være der, men bare kun indtil de selv skal videre.

Ubalance er en svær sag, fordi man ikke helt ved hvad der reelt set er galt?! Der bare noget der stikker ud og ikke rigtig nogen lyst til noget. Skal jeg begrave mig i en film og håbe på jeg bliver revet med ind i universet? Skal jeg glo serier? Skal jeg gå over og træne? Skal jeg skrive til nogen? Ringe til nogen? eller skal jeg bare være mig selv?

Ubalance er ikke det værste at være i, men det er for mig et træls sted at være fordi lysten til ting er så meget i ubalance at jeg ikke kan tage et valg og lige nu bare sidder her og kigger ud i luften

Mit 2018 startede i balance og indtil december var det et perfekt år, nu har december sat mig ud af stand til at stå uden at falde, og starten af det nye år har været prydet med uvished om fremtiden. Kommer jeg tilbage i balance? Ja det gør jeg, men det tager tid og det kræver meget. Skal jeg trække stikket en uge for at komme tilbage stærkere… eller vil en uge væk, give lyst til mere tid væk?

Skal jeg virkelig kæmpe så meget for at komme tilbage i balance? Det burde være simpelt, men det er det bare ikke.

Jeg stopper her, fordi jeg giver mig selv flere spørgsmål at tænke over, som egentligt ikke er min hensigt med min blog.

Life is like riding a bike, to keep in balance, you need to keep on moving.

Læst 15 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note