FaceUP Logo

En lille historie jeg skrev for længe siden... og genfortæller her. En dag blandt de mange andre dage...

Udgivet 12/08 - 2020Opdateret 13/08 - 20202020-08-12

Blinkede med øjnene, kiggede gennem gardinet, så ud til at solen stod højt over hustagene på den modsatte side af boligblokken, trækkede gardinerne fra, kiggede ned i gården på de gullige og efterårsrøde blade, gættede på de måtte have regnet, for sollyset fik genskæret fra dråberne på bladende til at blusse op, de mange glimtende skær, fik det til at se ud som om at træerne stod i røde og gule flammer. Et smukt syn.

Stagrede vakkelvordent up på badeværelset og tog et bad, kiggede efterfølgende i spejlet, så stadig forhutlet og træt ud, gik ud og hilste på en af de andre på etagen, som stod og ventede på at komme i bad. Tænker om der måske var noget spiseligt i køleskabet, hvad kunne der spises i dag? Kom i tanke om, indkøb dagen før ikke blev gjort, en "duft" af en ensom ost rammer som en betonmur i ansigtet, da køleskabslågen åbnes op på vid gab, lukkede hurtigt igen og fandt noget tøj at tage på, det var blevet tid til at få gjort gårsdagens indkøb.

Kom ned af trappen fra tredje sal, trappen var gammel og stejl, ryggen ikke for god denne dag, men mad skulle der købes, det tomme køleskab var sulten efter at blive fyldt, ligesom maven der rumlede, lød næsten som rumlende torden.

Kommer ud på gaden der var koldt og gråt, henlagt i bygningernes skygge, ser et par hjemløse i nærmeste boligopgangsdør, de forsøgte at få lidt varme på ryggen, hilser på dem ved at nikke, de nikkede igen, vi kender hinanden af udseende men ikke af navn eller forhistorie, snakker ikke med hinanden, men smerten fra livet var også at se på deres ansigter, som spejlbilleder der går i et med byens skyggebelagte gader, og som skygger bliver de glemt og taget for givet, taget for givet at de forsvinder når lyset en dag måske bliver kraftigt nok.

Gik forbi den græske grøndthandler butik, der hvor der altid duftede krydderet og af nybagt brød fra stenovnen i baglokalet, er længe siden der havde været råd til at fråse, frås var at gå derind og købe til et festmåltid af friskt grønt og godt. Kom endeligt frem til en bankautomat for at hæve de resterende kontanter, en enkelt hundredekronseddel blev det til, som blev krøller sammen og lagt bag ved min pung, hvis nogen hev fat og spurgt til om der var penge, så kunne der fremvises at pungen var tom. Lidt blå mærker var bedre end endnu en dag på tom mave.

Tænkte at der ihvertfald skulle købes brød, og noget pålæg, noget som kunne holde til de resterende dage, de otte der var tilbage af måneden. Altid noget der var vand i hanen, går tilbage fra bankautomaten og ned mod torvet, forbi den fine flotte resturant i stueetagen af hotellet, som er på etagerne ovenover, derinde sad folk og mæskede sig i store bufetter og de lævnede gerne, og i rigelige mængder, uden de tænkede videre over hvad de gjorde, eller hvorfor de gjorde sådan, de gjorde det blodt af vane.

Kunne være heldet kiggede forbi en af dagene, nobo som var portør på hotellet, han havde før medbragt lidt mundgodt, rester fra de overfyldte borde i resturanten. Han havde heller ikke meget at leve af.

Går ned af strøjgaden og drejer ned mod nettobutikken, håbber på de havde tilbud på pålæg og brød den dag, så min seddel rækte til lidt andet end kedeligt rugbrød og pålæg. Der var en cacao maskine opsat, som reklame fremstød inden for butiksdøren, der stod en gammel bekendt, hun var sød dengang for nogle år tidligere, kiggede ned i gulvet og gik forbi, lader som ingen ting, flov og nedtrykt over denne situation, med en tåre i øjenkrogen.

Kom ind i butikken og skimmede priserne og ser drømmende på de ting der ikke var råd til, ihvertfald ikke den dag, 20 kroner der og 10 kroner her og det gav så en havregryn og en litter mælk, ned til brødhylden og tog en lille rugbrødspakke til en 10er og så blev der også til en leverpostej til 25 og så en agurk til en flad 5er.

Mission indkøb lykkedes, der blev til lidt mad i nogle dage, og så enda til at der kunne købes endnu en litter mælk til havregryn senere.

Kommer op til kasserne og ser at der kun var en åben, og der stod selvfølgelig samme person, som tidligere blev undgået, æd lige en kamel og slug en elefant, på med alle maskerne og lade som om alt er ok og helt perfekt, frem med de skjulte skuespiller talenter, dem som ikke blev annerkendt af familie og venner, trods at der i skloekommedien engang blev spillet 6 forskellige roller i samme skuespil og skitseret, samt dekoreret senelæreder til hvert akt, dog var det fælles projekt for klassen at male lærederne.

Hun snakkede vist med personen foran i køen, så måske? men turde ikke slappe for meget af, var nødt til at holde maskerne oppe, hvis nu...

Slap helskindet ud på gaden, der var blevet meget mørkt og luften var blevet tung og fugtig, gik et par skridt før de første dråber landede, et godt skybrud startede, efter få minutter var der vand over alt, for hvert skridt sprøjter vandet til alle sider, den slidte jakke holdte ikke til meget, snart var alt til med undertøjet gennemblødt, og var ikke engang halvvejs "hjemme" endu.

Det var svært at holde øjnene åbne og holde øje med trafiklyset ved torvet, vandet silede ned og det var som at stå i et brusebad med vand og sæbe i øjnene, holder i stedet øje med de andre der også står ventende på grønt, kiggede på deres fødder om de gik fremad eller stod stille, fulgte med strømmen af fødder da de begynder at gå, det måtte være blevet grønt lys i fodgængerfeltet.

Kom endeligt frem til gaden hvor der stadig sad de to hjemløse op af opgangsdøren, så ud til de forsøgt at hjælp hinanden, med at få lidt varme fra den utætte opgangsdør, fik medlidenhed med dem og gav dem hver en tier, der var stadig en tier i lommen, bag pungen, til en litter mælk et par dage senere.

Tjekkede om der var post før kampen op af trappen til tredje sal blev påbegyndt, låste døren op, gik ind på pensionats værelset, fandt en dyb tallerken frem og en ren ske, lavede en skål havregryn og tænder bambus skrammelkassen af en computer, bygget af genbrugs ting fra diverse skraldespande, det var blevet tid til at få slappet af i den ødelagte krop.

Glad for at noget teknink og elektronik var forholdsvist enkelt, der var engang hvor IT afdelingen på RISØ sendte bud, det var tider dengang for længe siden, dengang før jeg brækkede ryggen på en skitur til Sverige med efterskolen, og før dengang, dengang jeg kunne klare det hele.

 

Ovenstående var en november dag i 1999, og jeg boede på pensionatet fra september 1999 til april 2010.

Dengang havde jeg 600-800 kr at leve for om måneden, Betalte 1200 om ugen for et pensionatsværelse, derudover kom regning til mobil telefon og net forbindelse. Jeg mistede hurtigt kontakten til tidligere venner og bekendte, i den periode. For trappen var så ødelæggende for mine rygskader, at jeg ikke kunne overskue meget andet, end at gå på gaden og hæve penge til at betale for værelset og få købt lidt ind en gang om ugen eller hver fjotende dag, efter et års tid fik jeg aftaler med to af dem jeg boede på etage med, således at de hjalp mig med indkøb. Men jeg var på det tidspunkt blevet for ødelagt til at jeg kunne overskue at mødes og deltage i noget som helst, med tidligere bekendte, de forsvandt lidt efter lidt.

Jeg har så vidt muligt forsøgt at undgå trapper og ellevatore lige siden jeg forlod pensionatet.

Heldigvis har jeg fået kæmpet mig til mere hjælp, så min situation i dag, den er bedre end den var dengang, så til jer der føler i er begravet i lort, kæmp med alle kræfter, også de kræfter som i ikke mener at have, for en dag kan det være det også bære frugt for jer, og i kan slappe lidt af derefter, og genvinde nogle af de kræfter i blev påtvunget at misbruge for at i kunne overleve.

Bedste hilsner til jer der er midt i tilsvarende overlevelses en kamp.

Læst 30 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Blogger

azfalt:
Rullestolen...

Andre fra samme

Funktioner

Del artiklen:


Opret note