FaceUP Logo

hvordangår det enlig?

Udgivet 15/10 - 2012

Nogen gange får folk en til at tænke…

Min gamle religion og etik underviser fik mig til at tænke forleden! Han spurgte mig om jeg havde det godt her, om jeg var glad for min uddannelse, og glad for at gå på skolen.

Inden jeg nåede at svare, spurgte han mig om vi studerende nogensinde spurgte hinanden om det, om mine venner nogensinde spurgte mig om det?

Jeg stod med en lidt underlig følelse, fordi jeg ville gerne svare ham på hans spørgsmål, fordi han er en af de undervisere som jeg ikke har mere, men dog stadig snakker en del med når jeg er på skolen.

Mit svar endte med at være,jeg er meget glad for at gå her, der er en grund til jeg bliver på skolen selvom jeg har seks mellemtimer. Så det var mit svar, og tænkte meget over hans spørgsmål efterfølgende, fordi hvornår spørger vi enlig hinanden om de er glad for den uddannelse de tager, eller det arbejde de har?

Jeg mener, hvornår spørger vi så`n inderligt om hvordan arbejde/uddannelse går, hvor vi tænker den dybere mening i det, så`n inderst inde, hvordan man faktisk har det med det man laver?

Det sker ikke så tit, tror jeg ikke, jeg gør det hvert fald ikke selv… spørger ikke engang mine forældre , min bedste ven, mine nærmeste veninder om hvordan de har det med det de laver… jeg spørger altid ind til hvordan de har det indeni, men ikke til det de laver til hverdag… det undre mig meget at et så simpelt spørgsmål kan fylde så meget indeni mig og samtidig har jeg intet svar på det overhovedet, udover jeg er hammer glad for min uddannelse og det mennesker der er omkring mig på skolen…

Det bringer mig til noget vedrørende skolen.

I psykologi, for et par uger siden, sagde vores underviser at vi skulle give tre heartwarming moments til en fra klassen, som ”lektier”…

Jeg tænkte meget over dette, for hvad er hjerte varmende momenter for andre, altså jeg mener det var jo noget jeg skulle gøre for en anden , men jeg kunne jo ikke vide om den anden person fandt det hjertevarmende eller ej… men det skulle vi mærke efter i os selv og vi skulle bare gøre tre ting for andre som vi så som hjerte varmende…

Den første dag tog vi alle sammen pis på det og jeg holdt måske døren åben for andre og hjalp de internationale studerende med en masse små ting… men jeg følte det var normal og sagde højt: this is a heart warming moment… hver gang man gjorde de der små ting , enlig var det nok fordi jeg fandt det mega latterligt…

Men jo flere dage der gik, gik det op for mig at jeg gør ting for andre hele tiden uden at tænkte over det… Feks en Pige fra ungarn stod og frøs og først efter jeg havde åbnet min taske, givet hende min trøje på og sad oppe i klassen, gik det op for mig jeg lige havde lavet et af de der heart warming moments for en anden. Der gik ikke tyve minutter før jeg havde fortalt en pige fra østrig at jeg sys hun havde nogle fantastiske blå øjne og ikke en time før jeg sad med en pige fra italien og snakkede med hende om hvordan hun virkelig havde det…

Bum bum bum og tre momenter opstod, da jeg lod være med at tænke over det…

Det har fået mig til at tænke meget over hvor meget vi enlig som mennesker gør for andre i vores hverdag, som faktisk er hjertevarmende og nu ser jeg pludselig hvor meget jeg enlig render og gør for andre i mit every day life.

Mine faste læsere ved udmærket at jeg er en der altid er der for andre, men jeg har altid selv tænkt over det når jeg var der for andre og gjorde alt for mine veninder, men nu ser jeg at jeg også gør ting uden at ligge mærke til det og det giver mig en vis glæde og pludselig en forståelse hvorfor folk der ikke kender mig sys jeg er en af de gode der altid gør ting for andre, fordi de ser de små ting jeg ikke selv ligger mærke til.

Har i tænkt over hvad i rent faktisk gør for andre? Om i gør små ting i hverdagen for lige at tænde et lys i en anden for en kort stund?

Nå men hvordan går det enlig? Det sidste lange stykke tid har mit svar været: det går helt fantastisk. I teorien så går det os fantastisk, jeg har ikke meget at klage over i min hverdag og jeg elsker at komme i skole og være sammen med de internationale studerene. Knæet har holdt rimelig godt til at ha idræt, men kan dog ikke hoppe og sparke til en bold endnu…. Men på det sidste er det som om knæet er blevet lidt værre og det har gjort mig lidt bange, for min læge sagde der ikke længere var nogen inflammation at finde i knæet, men hvorfor er det så begyndt at gøre mere ondt? Det påvirker mig lidt fortiden, faktisk i større grad end jeg lige havde troet.

Det er i dag mandag i efterårsferien. Jeg har sovet set frem til denne ferie og har glædet mig til ikke at skulle tænke på hvad der skal læses osv. til dagen efter, men da jeg vågnede omkring 12 følte jeg mig lidt tom pludselig, for hvad skulle jeg enlig give mig til? Så endte i filmene og det har jeg stort set gloet hele dagen.

Men den der tomme følelse har bare ligget i mig hele dagen, ved ikke helt hvorfor… måske det bare er en del af mig og føle dagen er lidt tom,… men plejer ellers bare at kunne finde på noget så det ikke føles tomt?

Siden sommerferien har jeg drukket hver weekend kun med en weekends pause, og i dag gik det op for mig , at det var selvf for at tilbringe alt den tid jeg kunne med de internationale studerende, men os at jeg er begyndt at drikke for at føle noget indeni… der ikke rigtig mere at se indeni på en eller anden måde.. så jeg drikker og føler noget… men hvorfor jeg har det jo fantastisk…? Eller har jeg,,, sys pludselig ikke jeg kan finde rundt i hovedet… hvad sker der lige?

I går skrev jeg til Lene igen, meget kort for at hører hvordan hun havde det, og hun svarede mig og vi fik skrevet lidt frem og tilbage omkring hvad hun rendte og lavede … og hende svarede jeg også at det gik fantastisk… men jeg ved faktisk ikke lige hvordan det går.. altså skolen er fantastisk, økonomien hænger lidt men det kommer på et tidspunkt, jeg skal til Scotland i januar og Ghana i februar, kender vildt mange inde på skolen efterhånden fordi jeg går i tre forskellige klasser og er med i festudvalget… så hvorfor skulle det ikke gå godt? HMM der altså noget indeni der nager , men hvad det er ved jeg ikke helt…

Måske det bare lige en periode med stress der har kørt mig på sidespor? Måske det et savn af et eller andet? Måske det er ……

Noget lidt nyt er at Morten ”mr. Friendzone” Helwig har lagt damerne lidt på hylden, altså ikke veninderne , men jeg er jo en meget pigeglad person som de fleste ved, men på det sidste har jeg bare ikke gidet, altså jeg kigger når der kommer nogen pæne piger, men til fester og i byen gider jeg dem ikke… jeg blevet ligeglad… Tror meget det fordi jeg sys efterhånden ikke jeg gider at bruge tid på at prøve at finde nogen mere… mest fordi jeg endnu engang ser hvor overfladisk hele dating livet er blevet… og hvordan selv drengene herfra er begyndt at finde faste kærester… det har bare sat det hele i bero, selvom jeg er 26 og faktisk føler tiden løber ud mht at finde en dame… så siger det mig ikke rigtig noget mere…

Jeg er medlem af en side der hedder facebook for singler, og det virkelig god underholdning derinde at se hvor desperate folk enlig er for at få opmærksomhed fra en pige… så i går var der en model der postede at hun gerne ville finde en der ikke gik op i udseende så meget og bare havde noget indeni… så tænkte morten skulle man lige prøve at skrive privat…og det gjorde jeg så, og det strålede bare langt ud af hendes beskeder at mit udseende var hvert fald ikke godt nok… det bringer mig bare til hvor overfladisk dating er blevet.. flere gange ser jeg folk der søger efter en kæreste men så stille tusinde krav som : han skal ha en god overkrop, være pæn, gå op i sig selv, være bad boy, men være rigtig sød, helst en speciel farve hår eller øjne… og så tænker jeg bare hvad sker der… jeg ved godt jeg selv er kræsen når det angår damer, men helt ærligt , sys det overdrevet…

Har måske set mig sur på verdenen fordi jeg ikke altid føler jeg passer ind i den… men alligevel så ved jeg jo at jeg er den folk skal bruge til at snakke med om alt muligt og få hjælp af.. men alt der hedder gå i byen og feste… jeg gør det hele tiden , men når man ser folk omkring en der på jagt efter og finde en pige eller en fyr, så er det de mindste ting, der gør at man vælger fra…

Jeg ved godt udseende tænder… men hvad fanden er det for en verden af overfladiskhed vi er begyndt at leve i… jeg har hørt en pige jeg kender fra skolen sidde og sige, du en rigtig flot fyr morten og du har en fantastisk personlighed, men de sko der de holde bare ikke og det tror jeg skræmmer folk væk… WHAT… ja okay jeg går rundt i hvide spidse sko når jeg er i byen , ikke ligefrem mode… men at blive valgt fra pga ens sko valg… hvad sker der…

Jeg må ærligt indrømme jeg er begyndt at stille mig uforstående overfor flere ting, og det nok fordi jeg ser andre perspektiver fortiden givet at jeg går i international klasse… fordi de 20 mennesker kommer med hver deres kultur i hånden… og jeg bliver overrasket over hvordan andre lever livet…

Feks vi var til fest… så kommer der en ungarsk pige hen til mig og spørger mig om jeg har tænkt over om jeg skal finde en kone… ? en kone tænkte jeg… skal lige ha en kæreste først… men fordi i Ungarn er det vigtigt for nogen piger at finde en ordentlig mand til fremtiden. . . ved godt hun tænkte på Aliz som er lidt vild med mig, og det var derfor hun spurgte… men der var bare et kultur sammenstød som jeg ikke lige kunne forholde mig til..

Så der Silvia fra Italien som jeg er kommet ret tæt på, hun tager ingen beslutninger selv, fordi hendes forældre jo ved bedst… og jeg tænker bare hvad sker der… men det så`n hun er vokset op og altid har levet i Italien… altså hun har ikke engang en dør ind til hendes værelse og de går lyset slukkes i deres hjem klokken 21… hun er 22 år gammel… igen noget jeg slet ikke kan sætte mig ind i… så`n noget gør jo pigen ikke har nogen selvtillid… hun kom til mig og fortalte hun var meget genert, men efter længere samtale spurgte jeg hende om det ikke var mere mangel på selvtillid end generthed… og det tænkte hun meget over og er nu kommet frem til hun aldrig taager nogle valg selv fordi hun ikke har selvtilliden til at stole på hun kan gøre det rette.. og det så`n nogle ting jeg snakker meget med hende om fortiden… jeg lærer hende om der også er andre perspektiver af livet… og hun lærer mig om kulturen i mit yndlingsland Italien.. .

Har altid sagt at hvis jeg havde pengene så ville jeg bo i Milano..

 

Jeg er begyndt at drømme igen… altid om at ha penge og være kendt for noget.. jeg ved ikke hvorfor… men på det sidste er jeg blevet kritisk overfor mine egne drømme… hvorfor.. jo fordi jeg har indset jeg er kendt for noget.. på skolen som bartenderen… i klassen som party animal og mr good guy… og af veninderne som den gode ven alle kan komme til… så hvorfor bliver jeg enlig ved med at drømme mig langt væk til rigdom og berømthed?

Det er nok her jeg lige har fundet svaret på hvorfor jeg også føler mig tom indeni…

Jeg drømmer mig væk fordi jeg flygter fra noget… men hvad jeg flygter fra og gerne vil væk fra, det er så spørgsmålet… drømmer i os om at komme væk til et bedre sted uden at vide hvorfor i enlig gør det?

Jeg ved bare at det næste stykke tid nok skal gå med at finde ud af hvorfor jeg vil væk…

Nogen gange for andre folk en til at tænke og så tænker man selv videre… det her jeg er nu …

Læst 4 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note