Der kommer et tidspunkt, hvor man har prøvet mange gange nok, hvor man må indse, at uanset hvad man siger og hvor meget man råber om hjælp, så trænger det bare ikke ind ved nogen. Selv når de nærmeste ikke fanger det, så begynder man langsomt at lukke i. 

Det gør ikke mindre ondt indeni, men man prøver at bilde sig selv ind, at man lære at leve med det.

Det gør man i virkeligheden ikke, man bliver bare endnu mere trist til mode og lukket. Man begynder at skrige indeni, det ender med at være den eneste mulighed. 

stressen blusser mere og mere op og overskuddet forsvinder langsomt, og man føler solen er længere og længere væk. Solen rammer alt omkring dig, men der hvor du er, forbliver det mørkt, det trækker op til uvejr.
Det eneste man kan gøre, er at prøve at finde ly fra stormen.