FaceUP Logo

splittet

Udgivet 02/08 - 2012

 

Jeg føler mig lidt splittet i tiden, fordi efterhånden kommer der flere og flere tanker i hovedet på mig som jeg ikke tær at skrive i min egen blog, fordi jeg kender utroligt mange privat, der nu læser med i min blog, og mistolker hvad jeg skriver og dermed så bliver sure. Så ved faktisk ikke helt om jeg skal lade denne blog forblive online mere, da jeg altid har brugt dette som mit værktøj til at hjælpe mig selv og vise lidt om hvem der ligger inde bag facaden.

 

Når jeg skriver blog så skriver jeg gerne frit og alle mine tanker kommer ud, men nu føler jeg at jeg skal tænke mere over hvad jeg skriver, og det splittet mig lidt, fordi hvis jeg ikke får det ud her på papiret, så kommer det ikke ud og så bliver det slemt i hovedet.

 

NÅ jeg skriver alligevel, ved så ikke om det bliver mit sidste indlæg endnu, det må tiden vise.

 

De sidste fire uger har været ret så hårde sys jeg men dog de sidste to uger i Bulgarien, var fantastiske.

 

 

 

To uger før jeg tog til bulgarien startede et helved for min søster, og en del veninder.

 

Fælles for dem alle mistede de deres kæreste, over flere år, og jeg var der selvf som altid når der var brug for snakkende. Disse to uger endte så os med jeg blev meget stresset og virkelig havde brug for ferie, mit hoved var fyldt og jeg kunne ikke hjælpe ret meget mere, så det passede mig rigtig godt med en uges ferie i Bulgarien i ren druk med drengene.

 

 

 

I bulgarien startede det jo på en underlig måde, fordi der var to nye drenge der skulle med , hvor af den ene kendte vi intet til og den anden havde vi lige mødt. Så det var lidt underligt u lufthavnen, men så drak vi nogle øl og så kørte det på skinner.

 

Nede i Bulgarien efter et par dage begyndte drengene at kalde mig Mr. Friendzone, simpelthen fordi jeg tager ikke afsted for at være sammen med alle mulige, jeg tager så`n et sted hen for at drikke og hygge mig med drengene og når der så kommer pige ind i billedet, så bliver jeg venner med dem ret hurtigt, hvor drengene måske sys at det skal jeg lade vær med fordi de tager jo afsted for at få sex og druk og hygge…

 

Allerede den første dag fandt jeg en pige jeg kaldte Nad.. og hende holdte jeg mig lidt til i den første uge, vi sov ret tit sammen, uden der skete noget overhovedet, fordi hun havde kæreste og ja jeg kan godt li at putte med piger når jeg skal sove, så det var lidt en perfekt kombi jeg fik mig der. ’Alle hendes veninder kaldte mig putte efter et par dage fordi jeg havde sovet og puttet med dem alle.  Det var nu meget sjovt, os fordi de boede lige inden ved siden af… så jeg rendte ind til dem når drengene lå og sov længe eller sov midt på dagen…

 

En onsdag blev alt bare for meget for mig, jeg var som sædvanlige den ældste og drengene havde lige overvurderet sig selv med alkohollen, så det endte med jeg slæbte den første hjem, derefter den anden hjem, stoppede den tredje fra at komme op og slås hele tiden, slæbte en pige hjem der knap kunne gå fordi hendes veninder havde fyldt mega meget på hende, men ikke ville hjem og var med til at sende en anden pige til udpumpning.

 

Den dag blev det bare for meget, min gode natur tog selvf over når der skulle hjælpes , men kunne godt mærke kroppen var ved at sige fra og hovedet kunne ikke klare flere problemer… jeg endte med at blive i byen alene og feste lidt dem drengene kaldte mortens damer, for så at følge dem hjem og selv gå på mit eget værelse der klokken seks om morgenen.

 

Da jeg kom ind på værelset var jeg så fyldt i mit hoved, og så ødelagt, at jeg bare tog min ipod, smed westlife i ørene, satte mig på altanen og kæderøg, mens tårende bare trillede ned af mig. Et eller andet sted vidste jeg jo godt hvorfor, det var hovedet der gav op, og kroppen der sendte signalet: stop med at vær der for andre hele tiden, når du er her for at stresse ned fra problemerne derhjemme.

 

Sidst på ugen begyndte jeg at snakke med en promoter fra Norge der ved navn Henriette, en pige som minder utrolig meget om Camilla. Nok derfor jeg hurtigt begyndte at være lidt tæt med hende…

 

Og da jeg så troede ugen skulle slutte om to dage og jeg ikke skulle se hende mere, så kom guiderne ind og sagde de havde over booket flyet, om nogen af os drenge ville blive en 5 dage mere… det takkede mig og to andre straks ja til, det var jo gratis og jeg så mit snit til at snakke mere med Henriette.

 

Men så da jeg skrev hjem til de folk der burde vide jeg blev en uge mere, så blev flere veninder fandme sure på mig fordi de skulle bruge mig herhjemme pga deres ødelagte forhold, og jeg blev så gal, for hvad fanden er det for noget.

 

Her har jeg ofret mig selv i to uger inden jeg tog på ferie til at hjælpe dem, og brugt det meste energi på dem, dag og nat og så bliver de sure fordi jeg lige vælger mig selv, frem for alt andet.

 

Jeg mener hvad tænker de på? De fik os bare afvide, at jeg rent faktisk frivilligt hjælper dem og udsætter mine egne ting for dem, og så kan de fandme ikke tillade sig at blive sure fordi jeg ikke lige kommer hjem når det passer dem. Jeg er sku ikke deres personlige psykolog der bare skal stå til rådighed til hver en tid.

 

 

Den anden uge da vi kun var tre,  og jeg havde godt set mig ud af hvilke dage det blev, for de to andre drenge havde fundet to piger den første uge som skulle være der to uger.

 

Så jeg vidste jeg gik et vælg af byture i møde hvor jeg var femte hjul indtil klokken to hvor de så gik hjem og så vare jeg alene i byen. Det er jeg tilfældigvis hamrende god til, så det ville ikke blive et problem, selvf lidt træls, men jeg skulle nok klare mig.

 

Jeg havde fundet Henriette og hendes veninde Lene.

 

De to piger blev hurtigt nogen jeg tænkte meget på dernede når de ikke var der, jeg følte et bånd jeg ikke havde følt siden Karina og Camilla… Men det var svært de første dage i anden uge, så dem ikke rigtig og brugte meget energi på at snakke med andre mennesker, fordi jeg jo ikke ville stå alene i byen efter to.

 

En dag var vi på stranden, vi havde egentligt aftalt os tre drenge, at dagene var for os og ikke deres damer, men alligevel havde de så aftalt vi skulle mødes med dem på stranden.

 

Og så lå jeg der, femte jul om dagen, om aftenen ingen problem men om dagen, sys følte jeg mig enlig bare til grin, men så blev jeg glad, for så kom Henriette og Lene løbende ud i vandet og jeg rejste mig straks o løb ud til dem, og vi stod ude i vandet og snakkede i ret så lang tid, prøvede måske os lidt at holde på dem derude, fordi jeg ikke ville op og lægge som femte hjul, men Henriette så straks da vi gik op jeg lå lidt alene og sagde vi kommer ned til dig og ligger, så det blev pludselig en perfekt dag for mig.

 

Og så`n var det lidt resten af ugen, blev mere og mere bataget af de to piger, den måde jeg bare følte mig så glad når de var der, fuldstændig ligesom dengang med Karina og Camilla.

 

Hvis jeg havde en dårlig dag, så skulle de jo bare smile til mig og så var jeg glad igen.

 

Det endte selvf lidt i tårer for mig, fordi de skulle hjem om mandagen og jeg om tirsdagen.. så søndag var deres sidste dag dernede og vi aftalte vi bare skulle ha det sjovt om aftenen sammen og fik dem til at love jeg lige skulle ha deres navne inden de gik, men de blev så fulde så de glemte alt om det og det gjorde jeg nok os lidt. Men da jeg kom hjem, sad jeg alene på værelse og græd igen, for jeg var i en ; hva nu hvis tanke… hva nu hvis jeg ikke så dem dagen efter og hva nu hvis jeg ikke fik deres navne, så jeg græd i et par timer over det hele os fordi de fra norge, muligheden for at jeg nogensinde  fik dem af se igen var ikke ligefrem stor… det var underligt at sidde og græde fordi de var dem jeg havde brug for var der mest, det var dem jeg måske aldrig så igen.

 

Så mandag da jeg vågnede, tænkte jeg straks jeg skulle på stranden i håb om de var dernede inden de skulle hjem, men da vi kom derned var de ingen steder at finde og jeg kunne selvf ikke huske hvilket hotel de boede på eller noget. Så dagen gik med jeg var røv ked af det og sejlede bare lidt rundt, og drenge kunne jo godt mærke på mig at jeg ikke lige var som jeg plejede, men de drenge kunne så ikke forstå hvorfor jeg ville være venner med dem på fb, fordi i deres hoveder så skal man ikke se dem man er dernede med igen.

 

På vej hjem fra stranden, skulle jeg købe en t-shirt eller så`n noget, da jeg intet havde at tage på om aftenen, og det tog tid, så sendte drengen afsted , så gik jeg bare selv rundt og fandt os noget… Da jeg gik hjem blev jeg mere og mere ked af det, og kunne slet ikke samle mig, gik ind i folk, og var ved at blive kørt ned hele tiden, fordi de to piger bare var i mine tanker, de to piger jeg aldrig kom til at se igen.

 

Da jeg var meget tæt på at komme hjem, gik jeg forbi et sted der hedder Alarma, et disko, hvor vi tidlige havde været til skum party, og bum der var to smil, som vendte hele dagen, der sad ”mine” piger med andre promotere og snakkede og Lene vinkede helt vildt og jeg gik ind til dem og krammede dem og kyssede dem på kinden. Havde hele natten før tænkt over hvad jeg skulle sige til dem, men kunne bare ikke foran alle de mennesker, men jeg fik deres navne og dagen vendte pludseligt til det meget meget bedre.. og jeg kyssede dem farvel og gik.

 

 

 

Så nu sidder jeg her to dage efter jeg er kommet hjem, har skrevet det jeg ville sige til dem på fb og snakkede en del med Lene. Og nu savner jeg dem bare, fordi jah vi venner på fb og jeg har det på samme måde som med Karina og Camilla, men det jo ikke sikkert de higer ligeså meget efter at skrive med mig, og samtidig, tænker jeg:  hvornår ser jeg dem lige igen.

 

Jeg gået lige i fælden, den fælde jeg vidste, savnet og manglen. Om jeg nogensinde kommer til at se dem igen, det ved jeg jo ikke, og jeg vil bare så gerne se dem altid. Fordi de to piger kunne blive mit nye tre kløver, men de bor i Norge og jeg bor her…. Har mest af alt lyst til at flytte til Norge lige nu. Hehe.  Men ja det jo bare en tanke, vil jo bare gerne være i nærheden af dem, så jeg kunne snakke med dem mere.

 

 

 

Men noget positivt i mit liv er Rie er hundred procent tilbage, nu ved jeg ikke om jeg bare er gået i endnu en fælde for mig selv igen, ved at involvere i 100 i det venskab, for jeg lidt bange for næste gang hun får en fyr så jeg ude af billedet igen, men min beslutning er taget nu og så må jeg gennemgå et helvede igen hvis det skulle ske… Hun betyder utrolig meget for mig, fordi de hende jeg har alle hverdags snakkende med, så`n lige hvordan dagen er gået osv… og det rart at ha en man kan tale så frit med, tror sku stort set hun ved det meste om mig, så derfor er hun ret tæt knyttet til mig.

 

Splittet det er jeg stadig, føler ikke rigtig jeg kan forklare hvordan, føler ikke jeg tør at skrive det herinde ,

 

Føler mig bundet af ikke at skulle såre andre, så der mange ting der ikke kommer på papiret i dag, som jeg ellers gerne ville fortælle, men det bare svært.

 

Jeg tænker lidt tilbage på mit indlæg: distance.

 

Det er endnu engang blevet et problem, To piger jeg gerne vil ha som de nærer venner, de bor i Norge, Hende jeg har noget Kørende med bor på Amager, Rie bor os på Sjælland, alle dem jeg tænker lidt på, bor langt væk og ja for ikke at glemme min bedste ven i Roskilde der lige har fået en søn jeg endnu ikke har set.

 

 

 

Jeg er gået i Distance fælden som jeg prøver desperat at hive mig op af, netop derfor jeg i mit tidligere indlæg omtalte, en ny pige fra nettet som bor i Randers, hvor jeg gik imod alle principper med at udveksle numre tidligt og lave aftaler om at mødes. Det gjorde jeg fordi jeg vil så gerne ha nogle gode veninder her i Randers , som jeg kan se med jævne mellemrum.

 

Og distance fælden, jamen jeg prøvede det med Rie , da vi var mere end venner, vi vidste begge to de ikke ville føre nogle steder og aftalte at blive venner hvilket så os endte meget godt.

 

Men hvad med stampe, hvornår indser vi begge at det ikke bliver til et forhold, jeg kan utroligt godt li hende, det slet ikke det, men distancen er bare for stor og et eller andet sted så holder jeg mig tilbage i mange situationer pga hun er i mit hoved.

 

Men jeg ved sku ikke helt hvad jeg skal gøre i denne situation, for hun er lidt unik i mit hoved.

 

Og mærker os på mig selv jeg skubber hende væk ved at skrive koldt og surt til hende, i nogen situationer er det fordi vi bare er lidt anderledes fra hinanden, hvor jeg er langt længere fremme og det bliver klaget over en opvask som i dag, hvor jeg bare tænker, oh god, jeg vasker op hver dag, så`n nnogle små ubetydelige ting, hvor jeg enlig bare skal holde min kæft, men jeg mærker bare jeg ved at ændre mig lidt.

 

Rie har os sagt at jeg har ændret mig en del, jeg jo stadig den samme krammende, søde, friendzone, følsomme person som jeg plejer, men er begyndt lidt at være lidt mere ligeglad og lade små ting gå mig på fordi jeg bliver så træt af folk der klager over småting i hverdagen og så siger jeg min mening hvor jeg burde holde kæft. Det enlig ikke fordi jeg er ligeglad med livet eller noget i den dur, det bare der ligger nogle ting bag som jeg ikke helt kan finde frem til endnu, men når jeg finder frem til det og måske starter i skole igen og møder nye mennesker fra andre lande, så går det nok i sig selv igen, eller det regner jeg med, fordi jeg har enlig inderst inde ikke lyst til at være ligeglad på den måde..

 

Men i dag vil jeg slutte med at sige til folket derude, hvis i finder nogen venner eller veninder som gør jeg glade, så hold fast og aldrig give slip.

 

Godt være jeg har et distance problem og ikke rigtig for set dem der betyder noget for mig ret meget og måske aldrig får set Henriette og Lene igen, men jeg vil holde fast alligevel… for jeg giver ikke slip på de mennesker der kan gøre mig glade og det bør i heller ikke gøre.. .

 

I dag har jeg hørt denne sang på repeat, mens jeg skrev, den er meget sigende sys jeg:

 

http://www.youtube.com/watch?v=8sYtj_nc9K8

 

I´m out..

 

Læst 1 gang

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note