FaceUP Logo

valg...

Udgivet 13/11 - 2011

Når man sidder og kigger på movie trailers på nettet, og prøver at finde en god film med noget indhold, så det der skal tage mig er den sang der kører i baggrunden mens traileren kører.

Det musikken bag der giver mig 60 procent af lysten til at se filmen, de sidste 40 er selvf det man ser.

Hvis man kigger på livet og kigger på hvordan folk møder hinanden, så det efterhånden ved at være anderledes end med en movie trailer.

Går man i byen synes det at være 90% af det man ser og kun 10% af musikken bag. På nettet synes det på samme måde.

Hvorfor jeg tager dette op igen, hmm i´m in love.

Jeg har ikke fortalt hende det, men hun ved det godt.  Hun er mega sød og har 80% af musikken i baggrunden, når jeg hører hende tale, så får jeg lyst til at kysse hende.

Hun er ret så fantastisk på ret så mange måder. Men så overhørte jeg en kommentar forleden,  hun snakkede med nogen af de andre fra klassen og sagde jeg ved godt han er vild med mig, men jeg bare ikke vild med den piercing i øjenbrynet.

Det fik mig til at tænke ret så meget, på hvordan vi kigger så meget på det udaftil og ikke hører muskken bag.

Jeg ved godt det er det ydre der tænder, men kan det da ikke være rigtigt at når man hører musikken bag, så tænder det ydre pludeslig mere?

Kan man ikke lærer en at kende, og sys personen er sød og pludselig begynder personen at bliver smukkere jo mere man lærer Han/hun at kende?

 

Hvad er der blevet af indholdet, hvad er der blevet af musikken bag?

Jeg har ikke tænkt mig at svare selv på dette spørgsmål for det vil jeg lade jer om.

 

I min sidste blog havde jeg en masse uro i mit hoved, det larmede og intet kunne overdøve det.

Det er nu blevet meget bedre, jeg har fundet et perspektiv som jeg ikke havde set før, nemlig forelskelsen.

Det at jeg i starten gik og havde en masse larm i hovedet, en masse tanker kom ud fra en masse ting jeg ikke kunne koncentrere mig om lektierne , jeg kunne ikke koncentrere mig om livet, jeg var stresset og ikke med i min omverden, jeg drak for at føle der var noget der gav mening.

Hvem fanden skulle tro at det var så simpelt som en forelskelse?

Nå men nu ved hun det, jeg aner ikke hvordan hun har vundet ud af det, men hun ved det, hvilket giver komplikationer.

For nu ryger overraskelses momentet i at fortælle hende det.

Samtidig så sys jeg at jeg føler at hun ikke har det på samme måde. Mest fordi jeg nu igen kan begynde at læse hende, som jeg ikke kunne før da hun ikke vidste noget.

Og så der lige den der anden fyr fra min klasse hun ser meget ud som om hun har et eller andet kørende med.

 

Så yet again står jeg her ulykkelig forelsket, vi har alle prøvet det mange gange, det jeg sikker på i vil give mig ret i?

Men hvad gør jeg så nu?

Jeg finder mig selv trække mig lidt væk fra hende, selvom vi er en rimelig stor gruppe der altid går sammen, hænger ud sammen osv.  Jeg kan bare ikke finde rundt i hvad jeg skal gøre af mig selv nu når hun ved det, for jeg kan ikke være mig mere.

Fordi jeg er en fyr der er tæt med veninder, og krammer og holder om når vi står et eller andet sted, det kan jeg ikke mere, fordi hun ved hvad jeg ligger i det. Så nu kan jeg ikke rigtig komme tæt på, jeg kan selvf bare være mig, hvilket jeg jo er… jeg er jo bare mig.

Men så bliver jeg nød til at kæmpe endnu mere med mig selv, fordi det gør ondt at skulle se hende hver dag i klassen og blot håbe på hun finder mig fantastisk pludselig. Men så kan jeg jo udsætte mig selv for smerte i en længere periode og ende ud med ja… mere smerte.

Så hvad gør man, jeg hælder selv mest til at komme videre i programmet, og hver gang jeg ikke kigger på hende,  hver gang hun ikke er der, kan jeg overbevise mig selv om jeg skal videre.

Men så kommer skoledagen, så er hun jo lige der, og resten af dagen efter kan jeg ikke lade vær med at tænke på hende.

Så det så her jeg står nu, vi har alle prøvet det, at some point

Kærlighed er uforklarligt, at et blik, en tilfældig berøring, kan antænde følelser, der næsten er smertefulde i deres styrke.

Og ja smerter kan også være gode, men hvis det ender med tingene går galt så føles smerten uudholdelige, det den smerte jeg helst ikke vil ud i, det er den smerte jeg tror jeg beskytter mig selv fra lige nu, ved at trække mig lidt væk fra hende.

 

Jeg ved hun vil reagere på jeg trækker mig, måske endda ignorere hende lidt, fordi jeg gjorde det for sjov en hel aften for lang tid siden, hvor jeg så nærmest gjorde hende ked af det, det var ikke lige meningen den skulle trækkes så langt dengang, men det skete, og hun reagerede.

DVS at når hun mærker jeg trækker mig så vil hun reagere, så kommer spørgsmålet, er jeg egoistisk, tænker jeg for meget på mig selv i dette, ved jo hun gerne vil ha mit venskab, men hvis jeg trækker mig og gør hende ked af det, hva så?

Skubber jeg hende i virkeligheden bare helt væk, uden at se mig tilbage og dermed så udsætter mig selv for mere smerte end jeg behøver? Ødelægger jeg noget for mig selv? Og kan bare ikke lade være med at tænke om der enlig er håb mellem mig og hende? Jeg kan jo ikke vide med sikkerhed hun ikke vil ha mig, jeg kan ikke vide med sikkerhed at hun har noget kørende med ham den anden fra klassen, jeg kan læse hende forkert fordi min forelskelse overskygger virkeligheden som den gjorde sidst jeg skrev blog.

 

Spørgsmålene hober sig stille og roligt op, for jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det her.

Hvis jeg gør det på den ene måde, så kommer der nye muligheder, hvis jeg gør det på den anden måde, så er der andre muligheder.

 

Det for mig til at tænke på de valg vi skal tage her i livet. Helt fra de små valg som jeg står overfor nu, til de store livs ændrende valg, vi tager ved f.eks. at vælge en uddannelse, valget hvem vi enlig gerne vil være, et lille valg kan lave de store ændringer, og det der er med valg det er vi tager dem og ofte kan vi ikke vende tilbage.

For mig er det, det valg, vælger jeg det ene eller det andet, så er det, det valg jeg tager, er det ulykkelig smerte og håb om det ender godt. Eller bare ulykkelig smerte som jeg kan beskytte mig fra, ved at trække mig…???

Og er der så et tredjevalg der gemmer sig et eller andet sted? I dont know, could be?

Så nu sidder jeg her, det søndag og jeg ser en film; alex og emma. Bordet ved siden af mig flyder med dvd film jeg har overvejet at se, the notebook, terminalen, fame, prince and me, ps. I love you og the elephant king. Min ipod ligger omvendt ved siden af en bog der hedder freedom jeg skal læse til engang i januar, 600 sider på engelsk.

Foran mig på gulvet ligger en film der hedder blown apart, som jeg endnu ikke har set i modsætning til dem der ligger på bordet, mine ny sang ligger i sofaen, og guitaren står til venstre, hver gang jeg tænker på hende så spiller jeg min nye sang, for så kommer jeg tættere på hende, men alligevel længere i væk i mine tanker.

En af mine computere er sat til mit tv, hvis nu jeg skulle få lyst til en helt anden film bagefter, computer nummer to står til højre for mig lige ved siden af min sang,  så jeg kan tjekke alt muligt, hvis jeg nu skal det og ja den sidste computer er så den jeg sidder ved nu.

Tænkende omkring mit valg. Heldet er så med mig, fordi i næste uge er kursus uge, så chancerne for jeg ser hende er ikke store, samtidig så ugen efter så skal vi i praktik hvor jeg helt sikkert ikke ser hende fordi vi er på hver sin skole.

Det giver mig tid til at tænke, det giver mig frirum til at fordybe mig i nogle andre ting.

Det giver mig fuldkommen ro:)

At det så bare er en udsættelse af et valg, det hvad det er. Men det giver mig ro til at tænke.

Læst 3 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note